Piskesmæld

Piskesmæld (på engelsk : whiplash) betegner en traumemekanisme, hvorved især nakken og hovedet pludseligt udsættes for en voldsom fysisk påvirkning, som det ofte ses ved påkørsler bagfra eller ved et fald. Piskesmæld er fejlagtigt blevet brugt som en diagnose hvorimod det blot er en beskrivelse af, hvordan skaden er sket.

Nakken er sårbar over for pludselige ryk, fordi den er opbygget fleksibelt. Hvis hovedet presses voldsomt bagud eller fremad, kan led, ledbånd, muskler, nerver og knogler blive beskadigede. Når en bil rammes bagfra af en anden bil, vil passagerens hoved først blive kastet bagud og derefter ryge frem igen. Hele bevægelsen ligner et piskesmæld. Led, muskler og ledbånd er særligt udsatte for at blive skadet af det voldsomme ryk, hvis hovedet ikke gribes af en korrekt indstillet nakkestøtte.

Efter et piskesmæld opleves symptomer som nakkesmerter, hovedpine, arm og skuldersmerter, ryg- og lændesmerter, svimmelhed, træthed og koncentrationsbesvær.

Det er meget forskelligt, hvornår symptomerne begynder efter piskesmældet, men typisk er der svimmelhed og forvirring samme dag og nakkesmerter dagen efter. Efter en måneds tid er en del patienter næsten symptomfri, og langt de fleste er symptomfri efter tre til seks mdr. Desværre er der mange, der udvikler kroniske symptomer, som kan få vidtrækkende konsekvenser for dagligdag og arbejdsliv.

Derfor er det vigtigt, at du søger kiropraktor hurtigst muligt efter et piskesmældstraume, da det er essentielt, at du bliver undersøgt grundigt og får korrekt diagnose så tidligt som muligt. Således kan den rette behandling og vejledning igangsættes og derved opnås de bedste resultater og en hurtigere bedring.