Hoftesmerter

Årsagen til smerter i hoften kan findes i selve hofteleddet og i den muskulatur, som direkte eller indirekte påvirker hofteleddet.

Slidgigt i hoften udvikles gradvist over mange år og er i virkeligheden noget, som alle mennesker i nogen grad vil få med tiden. Slidgigt i hoften ses ofte hos personer, der er eller har været overvægtige eller, der gennem mange år har haft hårdt fysisk arbejde, hvor de har gået, stået eller løftet meget. Har man som barn haft hofteproblemer, er man særlig disponeret for slidgigt senere i livet. Nogle er arveligt disponerede for slidgigt. For lidt motion, dårlig kost og rygning er ligeledes disponerende faktorer.

De første symptomer på slid i hofteleddet kan være smerter i balde, lyske og eventuelt i selve hoften sidst på dagen og efter længere gåture. Nogle er helt smertefrie i hoften, men oplever derimod smerter ved knæet efter belastning af hoften. Symptomerne udvikles gradvist over mange år med gode og dårlige perioder.

Udover smerter efter belastning oplever mange morgenstivhed i leddet og oplever først symptomlindring eller ophør af symptomer, når hoften er blevet bevæget i nogle timer. Senere i forløbet kan hoftesmerterne være dybe og borende eller komme i jag, og det kan vare fra timer til dage. Ofte forekommer der natlige smerter omkring hoften eller knæet.

Slidgigt er en fremadskridende lidelse, som ikke kan helbredes, og nedslidningen vil tage til med årene, men man kan ofte lindre smerterne og få nedslidningen til at skride langsommere frem ved at holde sig aktiv og undgå overvægt.

Specifik ledmobilisering af hofteleddet og udspænding af de omkringliggende muskler har vist sig at kunne lindre symptomerne ved slidgigt i hoften. Desuden vil kiropraktoren behandle de led og muskler, som direkte og indirekte påvirker hoften, dvs. muskler og led i lænd, bækken, lår, knæ og fod.